Umbro Cup i Horsens for U 10-piger

Fredag den 8. april 2011 drog 11 glade fodboldpiger, deres træner Steen samt vi to mødre af sted til Horsens. Efter en hurtig indkvartering, var det tid til den første kamp. Med en lille tur i bus, kom vi til banerne, vores lå længst væk fra parkeringspladsen, så vi varmede op med en rask gå-tur dertil.
Det blæste og regnede meget fredag aften, så det var svært at styre bolden. Vi tabte 2-1 til Dalum efter en meget jævnbyrdig kamp.
Herefter tog vi bussen tilbage til skolen, hvor vi hyggede med en lille quiz og slikposer.
U 10-pigerne fra MG & BK overnattede i samme klasselokale som os, så der blev etableret venskaber med ?arvefjenden? J
Lørdag spillede vi i alt 4 kampe ? nogle vundet, nogle tabt, men resultaterne var ikke det vigtigste. Pigerne hyggede sig sammen og nød det flotte forårsvejr. Derudover blev der heppet på holdet fra Middelfart, ligesom de bidrog til stemningen under vores kampe med deres vuvuzela-horn.
Efter den sidste kamp var det tid til et bad ? og det var vel et pigehold, vi var af sted med ? så fodbad og neglelak blev der også tid til!
Skolen havde en dejlig legeplads, hvor den sidste energi blev brugt, inden aftensmaden. Herefter stod den på hygge og lommepenge til at snolde for i slikboden.
Søndag bød på to kampe ? samt et fint heppekor af forældre, der havde taget turen til Horsens.
Herefter sagde vi pænt farvel til hinanden, trætte, glade og med sol i kinderne.
Alt i alt en rigtig god fodboldweekend for både pigerne og os ? så nu er vi klar til sæsonstart.
Dejligt at opleve pigernes sammenhold og hjælpsomhed overfor hinanden ? flere efterspurgte ligefrem at kunne blive i Horsens et par dage ekstra og mange gange i løbet af weekenden hørte vi udsagn som ?det er bare så hyggeligt at være på fodboldlejr?J
Steen, Mona og Birgitte